fbpx

Fra Brønshøj til Beaches

  • Vores kommende hus

  • Fællesbillede – dem er der ikke mange af:-)

  • Grillaften på vores fælles terrasse

  • Toronto set fra Toronto Island

  • Toronto fra vandsiden

  • Eating dumplings

  • Vores pool i vores midlertidige bolig i downtown

  • På tur til Roncesvalles (en bydel i Toronto)

Halløj derhjemme!

Så er der ny flaskepost fra Canada. Vi har nu været seks uger i lejligheden i Toronto, hvor vores fokus har været at finde vores permanente bolig før skoleskat 9. september. At vi havde en del krav til vores kommende hus kommer nok ikke som en overraskelse for nogen af jer, men vi ledte efter et hus der var stort nok (med min. tre soveværelser) og en brugbar kælder, samt en lidt mere moderne stil end ellers normalt i Canada og så var ønskede at finde et hus, der lå i et område lokalsamfunds-vibe. Og at Mathilde ønskede et førsterække hus var da også med i søgningen, men det var sgu helt umuligt. Det viste sig dog ikke at være så nemt at få vores ønsker opfyldt. Selv om vi kiggede i flere bydele i West Toronto, så har der siden maj kun været en håndfuld relevante boliger til leje. Lejemarkedet her i Toronto har ry for at være lidt crazy – og hurtigt. Og de huse, der er interessante er som oftest forsvundet hurtigt, og det virker til, at der ofte bydes over prisen. Lidt i desperation begyndte vi så at udvide vores søgeområder til også at omfatte området The Beach i East Toronto, som vi havde hørt godt om. Over en uges tid var vi i alt ude at kigge på fem boliger – tre i vest og to i øst – og der var faktisk kun en af dem, vi kunne se os selv bo i. De andre var pæne på billeder, men når man så var ude at se dem, så var badeværelserne i dårlig stand, kælderen lugtede og huset generelt præget af manglende vedligeholdelse. Vi gav et bud (faktisk under pris) på det eneste gode hus og som opfyldte mange af vores kriterier, og er i dag rigtig glade for, at vi fik det og overtager 1. september. Så vil flytter fra Brønshøj til the Beach.

Den helt stor ulempe ved East er, at Kåres arbejde er i Mississauga, som ligger lige vest for Toronto. Så frygten for trafikkaos hver dag havde holdt os fra at kigge i øst. For lige at få lidt lokalt input til transportsituationen, skrev Mathilde og spurgte i den lokale facebookgruppe for The Beach, og i løbet af få timer havde mere end 200 givet deres besyv med. Halvdelen synes det var meget bedre for os at finde en bolig i vest, og den anden halvdel mente klart transporten var det værd, for at bo i The Beach, og at man sagtens kunne optimere pendlertiden ved at vælge de rigtige tider og ruter. En afgørende faktor for os blev, at Kåre selv efter corona kun behøver komme på kontoroet cirka halvdelen af dagene. Så vi vil gerne ofre lidt ekstra transporttid for at få et relativt godt hus i et dejligt område.

Og nu lidt om alt det, der tiltaler os ved området, The Beach, som ligger – ja – ved stranden. Der er flere bystrande i Toronto, men The Beach er  klart den største og bydelen bære præg af at være en lille strandby, der er placeret som et selvstændigt vedhæng til Toronto i øst langs Lake Ontario. Om sommeren er der masser af liv med aktiviter på stranden, og det er særligt adgangen til stranden og vandet, vi håber vil give en ekstra dimension til vores liv her. Hovedgaden Queen St. East er spækket med caféer, restauranter og småbutikker, og selv om der sikkert er flere turistfælder iblandt, så glæder vi os til at finde vores egne, lokale perler. The Beach er et forholdsvist gammelt og etableret kvarter, der er kendt for en afslappet stemning og stærk fællesskabsfølelse. Det håber vi er rigtigt. Hipsterfaktoren er dog ikke så høj, men vi har spottet en ramen-biks, et kafferristeri, samt et lokalt bryghus, så det skal nok gå alt sammen.

Vi var forleden ude at gense huset, som vi kun havde set en enkelt gang før vi bød på det. Nu så vi det med andre øjne og prøvede at placere vores møbler hvor de passede. Det bliver ikke nemt. Vi måtte lige minde os om, at huset var klart det bedste af alle de huse, vi har set. For der er altså bare noget med canadiske huse og mørke træpaneler, som ikke rigtigt matcher vores skandinaviske stil. I Brønshøj kunne vi heller ikke lide gulvet på Holcks Plads 14, da vi flyttede ind. Så lavede vi en kæmpe ombygning. Det gør vi ikke lige her. Så vi må lære at elske det. Og glæde os over de gode ting ved det. For det er egentlig et fint hus. Stueetagen har et lækkert, nyt køkken-alrum med kæmpe vinduer. Klart husets stærkeste kort, og her vi kommer til at være rigtigt meget. Desuden to stuer i, hm, autentisk canadisk stil. Mørke træpaneler og on åben pejs i den ene stue. Førstesalen byder på tre soveværelser og et badeværelse, og i kælderen findes husets andet badeværelse samt et opholdsrum, opbevaringsrum samt stort vaskerum. Bagpå huset er der en fin træterrasse samt en lille men meget skrå have. Der skal vi i det kreative hjørne for at finde gode anvendelsesmuligheder. Ikke meget boldspil der. Forhaven er sådan en lille græsplane, der også synes mere til pynt end til gavn. Men det må tiden vise. Alanis Morissette ville have kaldt det “ironic”, at vi lod basketkurven bliver hjemme i Brønshøj mens vi tog vores bordtennisbord med i containeren, for herovre taler Herman og Hubert nu varmt om at skulle have en basketkurv – og der står et bordtennisbord i vores kommende kælder.

Adressen er forresten 35 Cavendish St. Toronto, Otario, M4E 1N9. Så kan I lige google det. Alle postnumre lyder lidt en en variant af svineinfluenca og dækker et ret lille område. Vores kommende postnummer er kun for vores lille vej. (Og vores nuværende postnummer er kun vores bygning downtown). Skolen ligger 5 minutters gang fra huset. Herman og Hubert skal gå i sammen skole mens Esmeralda skal gå i en anden skole, som er lige ved siden af. Huset er cirka 900 meter fra Queen St. og 1300 meter fra stranden.

Da vi var ude at gense huset, så mødte vi lige George fra nr. 27. Han er en gammel mand, som har boet der siden 1971, og han kom lige hen for at byde os velkommen og sige, at der var en lille sammenkomst på vejen, da nogle fra et andet hus skulle flytte derfra. Så vi var velkomne til at komme så man i samme omgang kunne sige velkommen til os. Og vi var selvfølgelig også inviteret til vejens loppemarked med vejfest i september, og så kunne de lige skrive i vejens avis(!),at vi flyttede ind, og hvad vi er for nogle. Måske er George ikke repræsentativ for alle beboere på vejen, men den type lokalmiljø vil være fantastisk.

Nå, nu er vi forresten taget på ferie. Mere om det en anden gang.

  • Hubert har valgt sin første skoletaske og er meget stolt

  • Chinatown

  • Ude og plukke hindbær

  • En oase midt i Toronto

  • På besøg på en gård med solsikkemark

© Copyright - Leaf Travel